Måske kan du genkende at træde ind i et rum, og at du, som det mest naturlige i verden, lynhurtigt scanner hele rummet, og de mennesker der er i det. Helt uden at tænke over det. Aflæser stemninger. Opfanger spændinger. Fortætninger. En lidt for høj stemme. Et lidt for højt grin. Et undvigende blik. Måske et imødekommende smil. Scanningen sker på et splitsekund, og alligevel når du at opfange et (over-)væld af information.
Jeg har selv haft de ’antenner’, og det meste af mit liv troet, at det var en naturligt iboende og vigtig del af mit væsen. Jeg har troet, at det på godt og ondt hørte med til at være empatisk og sensitiv.
Det er først langt senere i mit liv blevet tydeligt for mig, at der er noget helt andet og meget mere komplekst på spil. Og at det er muligt at være et empatisk sensitivt menneske uden at blive overvældet af indtryk og ansvar.
Årsagen til at antennerne har udviklet sig kan nemlig ofte findes i vores opvækst og barndom. Og når vi får taget os af de dele i os, der lever i en slags permanent alarmberedskab, for eksempel gennem terapi, så kan nervesystemet endelig give slip og en langt større ro og afspænding kan indfinde sig.
Når vi har udviklet antenner skyldes det ofte, at vi som børn er vokset op i et miljø, hvor vi har følt os utrygge. Det kan være vi har oplevet pludselige voldsomme følelsesudbrud i vores forældre, store og uventede følelsesudsving, utilregnelig adfærd grundet alkoholmisbrug, alvorlig sygdom hos en forælder eller at vi har følt os alene, dømt, udskammet og gjort forkerte af dem der skulle passe på os og elske os.
Et barns liv er helt afhængigt af dets nærmeste omsorgspersoner, og vores sind og nervesystem vil derfor ubevidst udvikle de nødvendige strategier for at bevare tilknytningen til dem. Det handler om overlevelse.
Vores sind og nervesystem er samtidig indrettet til at passe på os, og sikre vores overlevelse ved at værne os mod indre kollaps og overvæld.
Når vi vokser op i et utrygt miljø, reagerer nervesystemet og vores sind på den uforudsigelighed og utilregnelighed ved at udvikle et værn imod det. Antennerne er et sådant værktøj, som vores indre beskyttere udvikler i et forsøg på, at være på forkant ved at sende fintfølende tråde ud for at scanne omverdenen for enhver ydre fare. Formålet er at kunne nå at lukke af, så vores mest sårbare steder indeni værnes imod chok, overvældelse, såring og kollaps. Det handler om overlevelse.
Udfordringen opstår, når vi som voksne lever med et nervesystem i fortsat alarmberedskab. Vores indre beskyttersystem er ofte ikke klar over, at vi er blevet voksne, og at vi ikke længere er i fare. Vores overlevelse er ikke længere afhængig af tilknytningen til andre. Det reagerer fortsat som om vi er sårbare børn. Og for mange af os videreudvikler det sig i vores voksenliv til overansvarlighed og medafhængighed. Noget i os forsøger fortsat at værne os mod faren ved at involvere sig, være på forkant, løse og tage ansvar for enhver ustabil situation vi opfanger omkring os, og som vores nervesystem frygter ellers potentielt kunne komme til at udgøre en fare for os.
Den scanning vi pr automatik foretager i mange situationer, er derfor heller ikke neutral. Vi kan tro, at vi oplever verden som den faktisk er. Sandheden er dog, at vores antenner, fordi deres opgave er at scanne efter potentielle farer, primært opsamler alt det som det tolker som konfliktende, anspændt, uroligt og utrygt. Det betyder også, at vi både kan komme til at læse ting ind i de signaler, som vi opfanger. At vi forstørrer dem og ubevidst knytter en historie til dem. Og lige så vigtigt: at vi ikke lægger mærke til alt det der er i ro, balance, forbundet og trygt. På den måde kommer vores beskyttersystem og dets antenner til at bekræfte og fastholde os i at verden er et utrygt sted. Det bliver vores sandhed. Det er belastende for vores nervesystem, koster mange kræfter og medfører at vi ikke kan slappe af og være tilstede i livet i tillid og ro.
Når vores nervesystem og beskyttere forstår, at vi ikke længere er sårbare børn i fare, kan det give slip og falde til ro. Antennerne kan trækkes hjem og opløses, og vi får mulighed for at opleve verden på en helt ny måde. Beskytterne kan slippe byrden og i stedet blive indre allierede, der hjælper os med eksempelvis at mærke, tage hånd om og udtrykke vores egne behov og grænser, og samtidig værne om vores empatiske og sensitive egenskaber ved at være interesserede, åbne og nysgerrige på andre mennesker.
Parts Work (IFS) er som terapeutisk metode særligt effektiv og kraftfuld til at få kontakt til vores beskyttere, og hjælpe dem af med den byrde de alt for længe har båret på, så vi ikke længere kun overlever men kan få plads til at leve og være.
Genkender du dig selv i det jeg har beskrevet, og mærker en lyst til at leve fra et nyt sted, er du velkommen til at kontakte mig for en gratis uforpligtende forsamtale, så du kan mærke om et samarbejde med mig kunne være det rigtige for dig.