Vi lever i en kultur, hvor vi, fra vi er helt små, lærer, at vi skal ville noget, opnå noget, sætte mål, og hvor vi af vores omverden også bliver målt, bedømt, vurderet og får sat karakterer på vores præstationer. Noget er bedre end noget andet. Vi bliver til noget og nogen gennem det vi præsterer og kan vise frem.
Den måde at møde livet på har også overtaget vores relation til vores eget sind og indre liv, og vores relation til naturen og alle vores relationer til alt omkring os. Og vi vil ofte tage den måde at møde os selv og livet på med ind i terapien.
Mange af os vælger at gå i terapi, fordi vi oplever, at noget i vores indre står i vejen for at vi kan udkomme, præstere eller levere mere og bedre enten i vores arbejde eller i vores nære relationer. Når vi sidder i terapien og vender os mod vores indre dele og liv med det blik, der leder efter sårbarheden, skavankerne, den manglende formåen, så reagerer vores indre dele. De dele der bærer på måske svære og smertefulde oplevelser fra vores opvækst og liv.
De sårbare dele i os kan mærke det kritiske, analytiske og vurderende blik, og vil ofte reagere på det som en bekræftelse af den byrde de bærer: ja, jeg er også for sårbar, jeg ved godt at jeg ikke er god nok, ja, jeg ved godt at jeg skal tage mig sammen, ja, jeg forstår godt, at jeg får kritik, jeg duer ikke, jeg er jo værdiløs.
Hvilke konklusioner de indre dele drager om sig selv i terapien, vil ofte være en gentagelse af den sandhed de lavede om sig selv i vores tidlige opvækst. Måske vores forældre var fraværende og optagede af deres eget, og vores indre dele drog konklusionen: jeg er ikke værdig til opmærksomhed og kærlighed. Eller vores forældre reagerede impulsivt og voldsomt og en indre del i os konkluderede: Jeg er skyldig og et dårligt barn der forårsagede den reaktion.
I mange typer terapi er fokus på gennem samtale at opnå en mental og kognitiv forståelse af sammenhænge og mønstre. Vi kan godt, med vores mentale og analytiske dele, se, at vores indre deles smertefulde konklusioner måske ikke var rigtige, og det kan umiddelbart føles som en lettelse med indsigten. Nu ’forstår’ jeg = nu kan jeg tænke anderledes om det. Og den forståelse, kan give mere plads til en mental forståelse af os selv.
De indre sårbare dele vil dog ofte stadig være fanget i den oprindelige følelse. Det er blot vores mentale del, der er blevet ’klogere’ og har fået et nyt perspektiv, men den indre sårbare del føler sig stadig forkert, og kan føle sig endnu mere ensom og forkert i at den ikke har det anderledes, nu hvor vores mentale del ser sammenhængen anderledes. Den føler sig fortsat ikke favnet eller forstået, og bærer derfor stadig byrden.
Derfor oplever mange af os, at have gentaget og delt de samme historier i terapeutiske forløb igen og igen, at have opnået mentale indsigter igen og igen, og at vi alligevel oplever de samme følelsesmæssige reaktioner og utryghed i vores hverdag.
Skal vi hele og forløse de oprindelige sår, er der brug for at vi gør noget andet.
De dele i os der bærer på de smertefulde oplevelser af afvisning, udskamning, dom og forkerthed har brug for at blive mødt og få løftet byrden af deres skuldre, så de kan få lov til at blive set, mødt og igen leve i os, som de fuldkomne børn de altid har været.
Det er det Parts Work kan.