De strategier vi, som børn, ofte kan have været nødt til at udvikle for at overleve, kan, som komplekse ubevidste manuskripter, fortsætte med at styre vores liv – også når vi er blevet voksne, og i virkeligheden ikke længere har brug for dem.
Strategierne kan være helt afsindigt svære at få øje på, både fordi de ofte er opstået så tidligt i livet, at vi ikke husker noget før, og fordi de er blevet knyttet til selve det at overleve. De er altså dybt indlejrede, og optræder ofte som Sandheder med stort S, og er derfor heller ikke til umiddelbar diskussion: ’jeg er nødt til at gøre og være sådan her i livet, for ellers mister jeg kærlighed, eller bringer min eksistens eller liv i fare’. På den måde har de ofte vævet sig dybt ind i vores overbevisninger om os selv og vores relation til livet, og kan fastholde os i et spind, vi ikke engang er klar over, vi sidder i.
Det kan have en høj pris, holde os fast i destruktive adfærdsmønstre og roller, påvirke vores relationer, slide på vores ressourcer, og i sidste ende føre til eksempelvis udmattelse, stress, belastningsreaktioner, angst, depression og fysiske sygdomme.
Og på et mere grundlæggende plan kan de selvsamme strategier, som oprindeligt er opstået i vores sind for at ville sikre vores overlevelse, fratage os muligheden for faktisk at leve og opleve livet som os selv.
Et liv som os selv uden masker. Uden spændinger i maven, nakken, kæben. Uden pleasen, ængstelighed, tapperhed, overpræsteren, overansvarlighed, selvudslettelse, selvopofrelse, hårdhed, skam, skyld, selvkritik, dom og kamp.
Et liv som autentisk, fri, tryg, umiddelbar, oprigtig og natur-lig.
Et liv, hvor vi kan mærke og udtrykke egne behov og grænser. Hvor vi frit kan mærke og udtrykke vores ’nej’ og ’ja’.
Lige der forsvinder bogstaverne på manuskriptets sider. Strategierne slipper deres tag. Vi bliver frie til i nuet at mærke, hvad der er brug for i situationen, indeni og udenpå. Hvad vi har lyst til, og ikke lyst til.
Vi får mulighed for at træde ud af et liv i affekt, som passiv kystsikring slidt af livets bølger, og i stedet at være den, der sender bevidste bølger ud i vores eget liv.
Vi bliver frie til selv at være manuskriptforfatteren, der skriver manuskriptet i nuet i stedet for at træde ind i en snæver rolle defineret af overlevelsesstrategierne fra barndommen.
Det kræver blødhed, selvomsorg og kærlig nysgerrighed, at nå dertil.
Strategierne opstod af en rigtig god grund, og dengang valgte vi dem ikke. De opstod for at beskytte os. De blev til beskyttende forkæmpere, der tilpassede, forstærkede, undertrykte og formede dele af vores adfærd, alt sammen for at sikre tilknytningen, og dermed også vores overlevelse, til de voksne omkring os.
De beskyttende strategier fortjener derfor også respekt og anerkendelse for deres indsats og intention, og derfra kan vi nærme os dem, som vigtige dele af vores sind, og begynde en nysgerrig samtale med dem og undersøge:
– Er vi stadig i fare, som livet ser ud nu?
– Er der vægt og byrder vi kunne tænke os at slippe? – og hvordan?
– Hvad der skal til for at styrke tilliden til og trygheden ved livet og os selv?
– Hvordan kunne livet se ud, hvis vi følte os trygge, velkomne, ønskede og elskede?
Det er den samtale traumeterapien skaber rum for, så vores naturlige selv gradvis kan få mere og mere plads til at trække vejret, udvikle og udfolde sig.