Det er en voldsom tid vi lever i. Hver gang vi logger på nyhedsstrømmen, fyldes vi af historier der vidner om et liv på en planet i stadig større ubalance. Skove der brænder, floder der fordamper, temperaturer der stadig stiger, is der smelter, hav og vandløb der mister liv. Listen af faktuelle vidnesbyrd om at noget er helt ude af balance vokser.
Det er voldsomt. Det er overvældende. Og det skaber ubalance indeni.
Når vi som mennesker bliver overvældet kan vi reagere på det overvæld på mange forskellige måder. Vi kan reagere ved at dulme uroen gennem at forsvinde ind i flere tv-serier, forsøde og trøste os selv med mad, sukker, slik og is, dulme sanserne gennem alkohol, stoffer eller smøger, købe flere ting, rejse væk. Alt sammen helt forståelige forsøg på at dulme en underliggende indre uro og afmagt.
Andre forsvinder ind i deres arbejde, skærmen, emails og opgaveløsning drevet af en underliggende følelse af ’urgency’: ’det haster’, ’det er vigtigt og afgørende at jeg får gjort dette’. Hvad vigtigheden består i, og hvad der egentlig vil ske, hvis vi ikke ’når det’, får vi ofte ikke stoppet op og forholdt os til.
Og for mange skyller overvældet også ind i det indre og fører til øget ængstelighed, stress, depression, afmagt og opgivenhed.
Vi mister balancen. Og det vi ofte gør for at undgå uroen og ubehaget fører desværre ofte bare til endnu mere uro og ubehag.
Det er forståeligt, og det er værd allerede her lige at stoppe op, mens du læser dette. Trække vejret. Mærke omgivelserne, hvor du er – lige i dette nu. Hvordan temperaturen er. Trække vejret igen. Ånde langsomt ud. Mærke tyngden af din krop mod stolen. Et åndedrag til. Anerkende overvældet uden forbehold: jeg påvirkes faktisk af alt det der sker omkring mig. Jeg mærker og reagerer på uroen omkring mig. Trække vejret igen. Dybt og roligt. Forsøg nu at vende din opmærksomhed ind i kroppen. Som kunne du vende dit syn og dine ydre sanser ind i dig selv. Nænsomt lade opmærksomheden fylde det indre rum ud. Uden at ville forandre, vurdere eller dømme, hvad den finder eller møder der i det indre. Det er, som det er – lige nu. Acceptere og blot være tilstede med det liv og de bevægelser der er i kroppen, sindet, tankerne og følelserne. Blot observere, nænsomt og med nærvær.
Nu kan nervesystemet begynde at mærke, at du langsomt kommer tilstede. Det er ikke længere overladt alene i mødet med den fare eller katastrofe, som det kan tro er i gang. Nervesystemet har ikke øjne, og kan ikke se ud i verden, men reagerer på dine følelser, tanker og stemninger i kroppen, og går i beredskab: der må være en akut katastrofe i gang! Skal vi flygte, gå i frys, kamp eller tilpasning?
Når du nu kommer tilstede, nærværende og uden dagsorden, så kan du begynde at lytte til det indre liv. Hvad er der brug for, for at genskabe balancen? Hvordan har din krop det? Trænger den til at blive bevæget og styrket? Er den sulten, træt, anspændt, afslappet? Hvad fortæller dine følelser? Og hvordan kan du tage dig af dem? Hvad har de brug for? Følelserne er som vores indre børn, og møder du dem som en kærlig voksen, der gerne vil lytte og møde dem, uden at lade dem overtage styringen, så bliver de til vigtige budbringere og allierede.
Hvilke tanker flyder forbi? Igen, blot observer dem hvis du kan, som skyer der driver forbi og danner figurer på en blå himmel. Se dem. Slip dem. Er der ro i dit sind, eller er der hektisk aktivitet og tæt skydække?
Se om du kan fortsætte det rolige, langsomme dybe åndedræt, og din observerende kontakt. Du er nærværende, rolig, trækker vejret, observerer og lytter, men uden at lade dig tage med eller overtage af noget af det du sanser og ser. Bliver det for intenst, kan du åbne øjnene og finde noget rart at lade dine øjne hvile på udenfor dig selv. Og når du er klar, kan du igen langsomt vende opmærksomheden indad.
Lad det du ser og erfarer i din kontakt med dit indre infomere dig. Hvad ser og mærker du at der er brug for, og hvad kalder allermest på din opmærksomhed, som det første du vil tage dig af? Små skridt. Du har allerede nu sendt et vigtigt signal til dit indre liv om, at du findes, at du kærer dig, og at du vil hjælpe med at genskabe balancen. Nu er dit indre ikke efterladt uden en voksen, og kan slappe mere af og også give dig tydeligere beskeder, som du lettere kan forstå og tage dig af.
Og nej, det her stopper ikke klimaforandringerne eller slukker skovbrandene, men når du begynder at tage dig af dine indre ubalancer og umødte behov, så begynder du at genskabe balancen i dig selv og i dit liv, og derfra vil du have et helt andet overskud og overblik til at håndtere det større liv omkring dig. Og du vil indgå i den større helhed på en måde som bidrager til større balance.